Township

Nu har jeg set, hvordan nogle mennesker lever; i et skur på 12kvardratmeter sover en familie på 6 personer. Under usle vilkår, på fattigdomsgrænsen og omgivet af støv og urenhed. Det må være dem man kalder outcasts…

Vi startede dagen på ”District Six” museet. Her havde de hængt store stykker stof op, så man kunne efterlade en hilsen. Nogle havde skrevet; ”Every South African should learn from the past but with wisdom and knowledge move forward”. Og; “Let us hope with all our hearts that this injustice will never happen again ever”. Det er frygtelige ting der er sket i løbet af de 46år, hvor apartheid var en del af Sydafrika (1948-1994). For eksempel blev gaden ”Richmond Street” ryddet, fordi den skulle være til ”de hvide”. Diskoteker, restauranter, gader – ja sågar bænke måtte kun benyttes af én slags mennesker… Enten de hvide, de farvede eller de sorte.

Faktisk var det så langt ude, at kun hvide mennesker havde ret til
at have en hvid bil! Dette er årsagen til de mange millioner hvide biler, der nu ses overalt i landet.

Derefter tog vi til Khayelitsha, den tredje største township i Sydafrika… Her besøgte vi et homestead for gadedrenge – et af de hjem hvor nogle af mine drenge bor. Mens jeg lyttede til Tony, der fortalte, slog et par mørke tynde arme pludselig om mig bagfra og en stemme sagde ”Christin, you’re back?!”. Da jeg vendte mig, så jeg Curtley’s glade ansigt... Dog anderledes end da jeg sidst havde set ham, inden jeg tog på road trip en måned før. Han havde barberet alt håret af hovedet og havde også lavet et par snit ned over øjenbrynene. Tilsyneladende synes han, at det så ret råt ud… Jeg så mig om, mens han stadig holdte et fast greb om livet på mig. Her boede Curtley altså… I et værelse med en masse køjesenge i et ellers tomt rum med kolde hvide vægge. Lange gange, et fjernsyn i et enkelt rum, men ellers ikke noget specielt. Hvor var plakaterne med idoler, gardinerne, sofaerne, natlamperne, bøgerne, spillene, fodboldene og alt det andet som et hus med omkring 60 drenge burde indeholde? Jeg kom til at tænke på et citat fra Drageløberen;

”Der er mange børn i Afghanistan, men meget lidt barndom”

Vise ord som sagtens kan bruges om andre steder end Afghanistan… Drengene har en barsk dagligdag og har ingen privatliv. Der er ikke noget, som de kan kalde deres ejendele, ikke engang tøj! For tøjet ligger på hylder i et vaskerum, så det er om at være først til mølle, hvis man ikke vil have den ødelagte, slidte t-shirt på igen… De har ikke eget værelse, da de sover på sovesal en 10-12 drenge sammen og fælles badet er da også opfundet!

Jeg forestillede mig, hvordan det ville være at vise Curtley mit værelse, mit hus, mit liv… Tage ham med ud i kano på Gudenåen, gå en tur i skoven og tage på en fin restaurant, lade ham sove i en blød, ny-redt seng uden huller i madrassen. Der er så uendelig meget han ikke kender til. Til gengæld kender han til det farlige township liv; gangstere, rå miljøer med gadebander, forældre der slår, stoffer, alkohol og voldtægt. Jeg mener; hvor megen barndom har sådan en dreng haft, hvis han stak af som 8årig, fordi faren slog, moren var påvirket af stoffer og han siden da har brugt 5 år på gaden?

”Act now – you’ll only regret it later if you don’t”

Overskriften er et citat fra en væg på Kings Beach Backpackers skrevet af Matt Devis d. 23-30. december 2003. Jeg tog ham på ordet – og det var med denne sætning i hovedet, at jeg sprang ud fra den 216meter høje bro – ud i intetheden… Og så oven i købet fredag d. 13!! Det var min første ’near death experience’.
16 timer før havde jeg ligget med feber, kvalme, opkast og diaré, men da vi nåede broen, havde jeg det egentlig okay. Måske burde jeg have tænkt på mit helbred; at sådan et spring sandsynligvis ikke ville gøre min diaré godt… Men hvem ved? Jeg har aldrig hørt nogle snakke om, at det skulle gøre det værre, så det var da værd at prøve! Tanken om udsættelse – visheden om, at jeg måske ikke ville få den chance igen – fik mig til at gå hen og lade mig iføre selen…

Overskriften synes også at passe fint på en anden begivenhed, som jeg var tilskuer til for et par uger siden. Under vores lange road trip, kom vi på et tidspunkt til at holde i en laaaaaang bilkø. Jeg sad på forsædet ved siden af Tony, der sad og trommede på rattet i takt til John Mayers ”Gravity”. Han pegede ud af forruden og sagde, at jeg skulle prøve at ligge mærke til kontrasten imellem kulturerne. Foran os holdte en fin, dyr bil. En ældre, hvid herre var steget ud af bilen og stod med et bekymret ansigtsudtryk, mens han gik frem og tilbage. Han lagde armene bag hovedet for derefter at tage dem ned igen for at kigge på sit armbåndsur. Jeg kiggede på Tony igen, der nu pegede mod mit sidespejl. Spejlet afslørede en gruppe unge og ældre mørke mennesker, der havde skruet op for radioen i en af bilerne og som nu alle dansede rundt og klappede i takt, mens det ene latterbrøl afløste det andet.
Jeg blev helt flov over at være hvid! Hvad er vi for en type mennesker, der stort set alle er stemplet med diagnosen stress? Det værste var, at jeg sagtens kunne se mig selv i den ældre, hvide herre. Alt det han nu ikke kunne nå pga. en åndsvag bilkø…
Men helt ærligt – hvad er tid? Tid er liv, men livet burde bestå af glæde, grineflip og et ubekymret sind. Hvis man som gammel ser sit liv i bakspejlet, ville man så ikke ønske, at man havde danset rundt sammen med de glade sydafrikanere i stedet for at stå hovedrystende som den ældre herre?

Husk nu at det kræver mange flere ansigtsmuskler at være sur end glad