Desmond Tutu (1931)

Jeg vågnede af mit vækkeur klokken 5:30 den 27. februar. Det var første gang, jeg så Cape Towns morgen-mørke… For her er lyst fra omkring klokken 6:30 til 21.

Anne, Nanna og jeg havde besluttet os for at tage til St. George’s Katedral denne fredag morgen, for at se og høre den berømte tidligere ærkebiskop Desmond Tutu.

Klokken var omkring 6:20, da vi sad ude foran den store katedral, der endnu ikke var åben. Gudstjenesten var først klokken 7:15, så vi havde en del ventetid. Inde i katedralen - der var meget stor, men enkelt indrettet - havde de lavet et mindre rum, hvori gudstjenesten skulle foregå. Vi satte os på en af de bageste rækker og så, hvordan kirkerummet blev fyldt.

Vores påklædning havde vi tænkt meget over. Jeg husker tydeligt, da min sydafrikanske veninde Qaqamba fortalte mig, hvordan hun havde taget sin sminke og smykker af, samt iklædt sig nederdel, da forstanderen Vita fra højskolen en aften inviterede os alle i kirke. Jeg tror, at hun blev ret overrasket, da hun så sine højskole-venner sidde i det tøj, de havde haft på hele dagen, med den samme frisure og bærende både smykker og sminke. Derfor havde vi taget fint tøj på (der dækkede skuldre og ben), og selvfølgelig hverken smykker eller sminke. Det viste sig, at der kun sad én mørk indfødt i kirken… Resten var hvide – og turister iført shorts og solbriller!

Gudstjenesten formede sig efter bøgerne ”The Psalms” og ”The Anglican Prayerbook”, hvor D. Tutu læste højt og menigheden svarede. Dette gjorde gudstjenesten meget nærværende og intens i og med, at der udformede sig en dialog mellem præsten og menigheden.

Nadveren foregik på en anderledes måde end der hjemme – for ikke at sige meget anderledes! To ældre mennesker gik op til D. Tutu, der velsignede dem og gav dem en kande hver med indholdet; ”Jesu Kristi Blod”. De gik alle tre foran alteret, og menigheden rejste sig og stillede sig i to rækker. Jeg betragtede dem for at se, hvordan jeg skulle gøre, når det blev min tur. Kvinden der stod forrest i køen, bøjede hovedet og strakte begge hænder frem mod D. Tutu, der lagde et stykke af ”Jesu Kristi Legeme” i hendes håndflade. Derefter trådte hun et skridt til venstre, hvor hun tog imod bægeret med ”Jesu Kristi Blod”. Hun drak direkte deraf…

Efter alle havde fået tilgivelse og velsignelse, gik D. Tutu bag om alteret. Han tog fadet med resten af nadverbrødene og spiste dem alle én efter én… Derefter fortyndede han resterne af vinen med vand. Han tog bægeret op i hånden og fik indholdet til at snurre rundt – ligesom en rigtig vinsmager gør det. Derefter drak han det! Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvor mange munde, der havde rørt det samme bæger, og hvor mange læber der havde smagt på den samme vin.

Det har været en oplevelse at være med til gudstjenesten, og vi fik da også et billede med Desmond Tutu, inden vi forlod kirken for at vende snuden mod skolen.

Næste gang vi skal i St. George Katedral er d. 8. marts kl. 19, hvor der er evensong. Jeg tror faktisk ikke, at jeg har været til evensong før, hvor jeg ikke har været en del af koret. Savner koret i Mariehøj, så jeg glæder mig meget til at høre lidt kirkesang igen…

Eventyret begynder...

Jeg sidder i vores store, bløde sofa i stuen og skriver med udsigt til Lions Head - et bjerg som jeg har planer om at bestige engang ved lejlighed. De sidste dage har været spændende, imponerende og ikke mindst overvældende. Varmen, sproget, naturen og venstreside-kørslen var småting… Her tænkes mere på; minitaxierne, ”The African Time” og turisterne.

Minitaxierne kører som død og djævel, dytter og stopper midt i et kryds, hvis nødvendigt. En lille rutebil, som jeg vist kommer til at bruge en del tid i de kommende måneder. Chaufføren samler sine passagerer op alle steder og bliver ved med at samle op, selvom der ikke er flere siddepladser. Det koster kun R5, og er altså et offentligt, meget brugt transportmiddel.

”The African Time” blev vi introduceret for allerede i lufthavnen ved vores ankomst. Anne, Nanna og jeg stod alle tre meget trætte, stadig påvirkede efter den 26 timers rejse vi netop havde lagt bag os. Vi ventede med vores store kufferter på en vis Tony – vores kommende koordinator. Efter cirka 20 minutters venten dukkede han op…

De efterfølgende aftaler vi har haft med ham, eller andre sydafrikanere er enten blevet rykket 1-2 timer eller også er de slet ikke dukket op på det aftalte sted og tidspunkt. Det er altså et folk med en anderledes tidsopfattelse end danskernes. I Sydafrika er det aldrig ”spild af tid” f.eks. at vente på en bus i 7 timer… Det kommer sig altså heller ikke så nøje, om man overholder aftaler.

Det sidste ord jeg har skrevet er ”turisterne”. Jeg må indrømme, at jeg er en smule skuffet over Cape Town. Eftersom jeg aldrig har været ude af Europa, forventede jeg at se noget anderledes. Noget som ikke kunne sættes lig noget andet, jeg havde set før. Men når jeg kigger mig omkring; Waterfront, Camps Bay og Table Mountain, så kunne disse steder ligge i hvilken som helt storby i Sydeuropa. Der er palmer, hvide sandstrande, høje huse, indkøbscentre med modetøj og mennesker i alle farver. Der synes oven i købet at være et overtal af hvide mennesker, hvor vi befinder os. Jeg glæder mig til at starte på arbejde, til at snakke med de indfødte og til at opleve noget, som på ingen måde kan relateres til noget jeg har set før…

Heldigvis er ingen af os blevet syge endnu(7-9-13) og vi er endda ved at tilvende vores maver til vandhane-vandet, da 5 liters dunkene er lige tunge nok at slæbe med hjem i længden. Kun Nanna har haft lidt hovedpine, men heldigvis ikke mere end at zoneterapien kunne fjerne det!

Den første uge er fløjet af sted. Jeg kan allerede sætte et flueben ved den første medbragte bog: Sara Blædels ”Kun Ét Liv”, og bog nummer to er godt i gang; ”Pige med perleørering”. Det har været nogle dejlige afslappede dage, der er gået både ved havet, i Tonys bil, ved poolen, i indkøbscentre, under madlavning og ikke mindst i denne dejlige store bløde sofa…

Afgang

På trods af en travl, fest-rig og søvnløs weekend blev det alligevel tirsdag d. 17.februar. Jeg blev først færdig med at pakke d. 16. om aftenen, men jeg tror, at det må være en del af processen op til en rigtig rejses begyndelse☺...

Aldrig i mit liv har jeg siddet i en jumbojet - hvor er det dog stort!! Lige nu befinder jeg mig i dette passagerfly sammen med 335 andre mennesker, 10.080 meter over jorden…
Jeg har fået udleveret en tandbørste samt tandpasta, en maske til øjnene, et tæppe, høretelefoner og et mini fjernsyn, hvor jeg kan se alt fra ”Eagle Eye”, ”Burn After Reading” og ”High School Musical 3” til nyheder, ”My flight” og ”Well being”. Sidstnævnte har jeg lige forsøgt at fordrive tiden med… Jeg bliver omhyggeligt informeret, om de pilates øvelser jeg kan lave i flyet, hvad jeg skal gøre med kontaktlinserne, hvor vigtig søvn er, og at jeg skal undgå alkohol☺

Desuden informerer nutidens teknologi mig undervejs om vejr, vind, fart og tid:

Altitude 10.080 meter
Distance to Destination: 7530 km
Time to Destination: 8:27
Outside Air Temperature: -56 ˚C
Ground Speed: 896 km/h
Head Wind: 77 km/h

Så mens Stacey Kent synger ”I wish I could go travelling again” for mig, forlader jeg London og flyver hen over Paris, Barcelona, Palma, El Menia, Sahara Desert, Tamanrasset og meget mere… Nu vil jeg ligge mig til at sove, og se om jeg kan få indhentet lidt af min manglende nattesøvn fra de sidste 3-4 dage… Godt jeg har husket ørepropper…

Godnat

Al begyndelse har en ende…

Højskoleopholdet startede pludseligt – lige efter en frygtet matematikeksamen og to nytårskoncerter i Musikhuset i Silkeborg. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet... Egentlig vidste jeg ikke så meget om højskolen… Ikke andet end at de sendte volontører ud, hvilket var årsagen til, at jeg havde valgt netop denne. Jeg ankom søndag den 11. januar 2009 - 4 timer senere end alle andre - fordi den sidste nytårskoncert skulle spilles færdig og kørslen fra Silkeborg til Løgumkloster tog sin tid.
Jeg listede forsigtigt ind og satte mig på bageste række i et stort rum, den såkaldte ”ottekant”. Lyden af sangstemmer og et klavers toner slog mig i møde. Forvirret og træt efter weekendens begivenheder kiggede jeg mig forbløffet omkring. Det gik op for mig, at jeg havde forventet at opleve noget lignende mit efterskoleophold for fire år siden, dvs. en samling på mindst 100 mennesker. Men mine efterskoleillusioner brast, da jeg så mig omkring. Vi var omkring 35 personer - hvoraf omkring de 15 lignede personale. Da sangen forstummede, rejste forstanderen sig og begyndte at snakke: ”In a few minutes I will read up your names and then you’ll have to stand up so that everyone can see you. I want you to make a small presentation of yourselves – who are you, where do you come from and so on… ” Han smilede og jeg var ved at dø af skræk. Det gik snart op for mig, at skolen havde internationale elever, og at ALT ville foregå på engelsk!

På trods af mange overraskelser og grænser der skulle overskrides, endte opholdet den 6. februar på Løgumkloster Højskole alligevel med blandede følelser og afskedstårer. På den ene side ønskede jeg ikke at stoppe, fordi jeg var begyndt at holde af menneskene og atmosfæren på skolen. På den anden side var jeg glad for, at der nu kun var 11 dage til flyet mod Cape Town ville lette.

Tænk at 4 uger kan komme til at betyde så meget! Ugerne indeholdt både; stresshåndtering, sammenspil, venskaber på kryds af kulturer, meget hårde og svedige bordfodboldkampe, yoga, didaktik, girafsprog, fællesskab, foredrag, massage, kulturmødespil, filmaftner for ikke at nævne popcornskrigene. Mange oplevelser på meget på kort tid!

Nu står jeg her med en fyldt pakket virtuel rygsæk med gode råd, historier fra de varme lande samt viden om kultur, tradition og religion. Klar til at drage ud og være en dråbe i havet…

At se frem...

På en måde synes livet både lettere og lysere, når man har noget at se frem til. Hvad enten det er et kommende besøg af familie eller venner, et lækkert måltid eller en fødselsdag. For mit vedkommende er det en oplevelse – en fire måneders og 11 dages rejse til Sydafrika.

Jeg hedder Kirstine, er 20 år gammel og kommer fra Silkeborg. I sommer blev jeg student fra Silkeborg Gymnasium og indtil december 2008 har jeg arbejdet for at spare op. Mine i alt otte jobs resulterede i et meget hårdt og stressende halvt år; jeg var billetkontrollør, garderobevagt samt tjener i Jysk Musik og Teaterhus, medhjælper på børnehjemmet Solbo, tilkaldevikar på et pensionat på Solbakkevej for voksne handicappede, vikar på Dybkær Specialskole, barnepige samt lønnet korist i Mariehøj Kirke.
Heldigvis kommer det sidste halve års slid mig nu til gode… Endelig er det tid til at ”slappe af” og nyde livet, og hvad det ellers måtte have at byde på.
For anden gang i mit liv føler jeg, at jeg fuldt ud selv har taget en stor beslutning i mit liv. Folkeskolen var ikke til diskussion, efterskoleåret var fedt – og min egen beslutning, de 3 år på gymnasiet var noget jeg gjorde, fordi andre gjorde det… og nu står jeg så med studenterhuen på skrå og verden ventende foran mine fødder…

”Southafrica, here I come”

Jeg tror, at man skal være væk fra det man har, før man finder ud af, hvad man har, og hvor meget det betyder for én. Først nu, to uger før afgang, kommer jeg til at tænke på, om jeg overhovedet kan undvære min dejlige familie; min mor og far, mine to yngre søstre, min mormor og morfar, farmor, mine 19 kusiner og fætre samt deres forældre... For ikke at nævne alle mine fantastiske og betydningsfulde venner! Jeg hader afsked, men når jeg først er kommet af sted, er jeg sikker på, at det hele nok skal blive godt

håber jeg…