Som i nok kan læse i min sidste blog – rappen – er gadedrengenes liv ubegribeligt og uforståeligt. Jeg har stadig svært ved, at sætte mig ind i alt det de ved og har erfaret, eftersom de i mine øjne stadig ofte bliver sammenlignet med andre 11-15årige danske drenge jeg kender. Men når så matematikopgaverne bliver serveret for dem, og 8 ud af 10 skal have hjælp til de mest simple plus-stykker, giver det et gib i mig – og jeg prøver at forstå. Det tager hårdt på mig at arbejde med dem. Det evigt høje energiniveau de kører på, den evindelig skæld ud fra læren som skyldes deres opførsel, der kan sammenlignes med 4-5årige børn. De stikker hinanden med nyspidsede blyanter, ryger (marihuana med mere) på drengetoilettet i pausen og stjæler hinandens mad… Alt dette gør, at man skal være på mærkerne hele tiden i deres selskab. Det resulterer i, at jeg ofte er meget træt, når jeg kommer hjem fra skole, selvom det kun handler om små fem timer. Som ’aflastning’ har jeg fået job på Somerset Hospital. To gange om ugen er mine dage blevet forlænget om eftermiddagen med et par timer.
Sygeplejerskernes opgave er at dække børnenes basale behov, så som bleskift, medicin og mad. Det er så her jeg kommer ind i billedet – for vi europæere ved jo, hvor vigtig kropskontakt og omsorg er. Mit arbejde består altså i at lege, trøste og stimulere børnene på bedst mulig måde. Eftersom Somerset er et gratis hospital, kommer de fleste patienter fra townships. En mor har som regel ikke overskud til at sidde hos sit syge barn på hospitalet, enten fordi hun har flere børn at se til eller fordi hospitalet ligger alt for langt væk fra hjemmet. Mange af de små ligger derfor alene i deres tremmesenge i flere uger, mens de er indlagt.
Af og til får volontørerne tilsendt donationer, som de skal videregive til patienterne. Det betyder, at vi har flere hylder fyldt med legetøj, bamser, bøger på forskellige sprog, magasiner og tøj. Som hovedregel giver man et barn et nyt sæt tøj, eller en bamse lige inden de bliver udskrevet. Men det skal også være på sekundet, inden de bliver udskrevet. For hvis man giver en lille pige en fin ny sparkedragt på, fordi hun skal hjem dagen efter, kan man nemt risikere at se hende ligge kun iført ble, når man møder ind, inden hun skal udskrives. Sygeplejerskerne snupper nemlig hvad de kan… Ufatteligt, men sandt – desværre.
På børneafdelingerne har de kun en størrelse ble! Det vil sige, at en 5årig pige bruger den samme størrelse som en 900grams dreng. Bleen er større end han er – det er vildt upraktisk, specielt fordi de fleste har diaré. Og når bleen ikke lukker ordentlig til rundt om lårene, ja, så kan i selv gætte jer til hvad der sker…
En eftermiddag besluttede Lis og jeg at fylde et par af de gule indkøbskurve fra volontørrummet med ugeblade for at tilbyde patienter lidt at læse i. Vi gik over i den nye bygning og rundt på samtlige afdelinger på alle 7 etager efter at have fået lov af sygeplejerskerne. På den første etage blev vi nærmest overfaldt af fire sygeplejersker, der gerne ville have et blad at kigge i! Det kom bag på mig, at de i arbejdstiden kunne tillade sig at læse ugeblade - ugeblade som egentlig var tilegnet patienterne. Sådan er det åbenbart – meget anderledes end i Danmark. Vi kom ind på stuer, hvor kvinder lå i hvide senge med deres store maver og ventede på at føde. Alene på Somerset Hospital bliver der i gennemsnit født 50børn om dagen! Der var mange taknemlige smil, der tog imod lidt underholdning på de ellers kedelige stuer. På etagen ovenpå lå nogle meget små børn i deres kuvøser med et varmende lys ned over sig. Det er vildt, at man kan have så lille en krop! En sygeplejerske fortalte mig, at man forsøger at redde alt levende. Så er det lige meget om babyen er 500gram og sandsynligvis vil blive skadet på den ene eller anden måde… Men det gør man vel også i Danmark?! Blikket ind på stuen med kuvøsebørnene sidder stadig på nethinden. På en afdeling for mænd tilbød jeg en ældre herre lidt at læse i. Da han takkede ja, fik jeg mit hyr med at finde et blad i bunken der ikke hed; ”House”, ”My Baby” eller ”Cosmopoliten”. Det gik op for mig at det eneste mandeblad jeg havde hed ”Mens Fitness”, hvor en muskuløs ung mand i bar overkrop prydede forsiden… Da jeg viste ham det, grinede han, men tog alligevel imod bladet, selvom vi begge vidste, at han bestemt ikke havde planer om at motionere efter udskrivelsen :-) En anden mand lå med hovedet under tæppet, da jeg kom hen til ham. Eftersom jeg havde set at han var vågen, spurgte jeg forsigtigt, om han ville have lidt at læse i… Han trak langsomt tæppet væk fra hovedet, hvilket resulterede i en stinkende røgsky steg til vejrs. Han røg cigaretter i smug under tæppet?? Jeg kunne ikke tro mine egne øjne!
Mit nye arbejde giver mig mange muligheder for at udvikle mig selv og min viden. Når jeg møder ind, ligger den lille 900grams baby alene i sin tremmeseng og kigger med forundrede øjne på den store verden en eller anden kvinde har ladet ham alene i. Jeg løfter ham op i mine arme, mens verden passerer forbi uden for de hvide sygehusvægge. Jeg sætter mig på en stol, tager en dyb indånding og tænker på, hvor forskelligt hans liv formentlig bliver i forhold til mit eget…
