I need oxygen

I løbet af de sidste 5 måneder har jeg oplevet så meget fantastisk ubeskriveligt. Somme tider har jeg følt, at jeg ikke kunne få vejret. Dette oplevede jeg for eksempel, da jeg var på vej ned af de lodrette bjergskråninger i Lesotho siddende på et udmagret firbenet dyr, som de sagde, var en hest. Eller da jeg faldt gennem den tynde luft 3km over jordoverfladen og ikke kunne finde ud af op og ned – jord og himmel… Eller dengang jeg plaskede rundt i det 13,5gr. kolde atlantiske ocean, da der pludselig var en haj, der bed i buret 5 cm fra min højre hånd… På de hårde vandreture op og ned af Table Mountain og Lions Head følte jeg åndenød. Eller da jeg lod mig falde ud over en bro med hovedet ned af med retning mod vand, sten og træer. Jeg tabte vejret, da jeg fik informationen om, at min lille 900grams baby på hospitalet en aften var fundet død i sin tremmeseng, samme dag som jeg havde siddet med ham. Luftmangel har jeg også oplevet på vej til skole, hvor luften til tider har føltes tyk af bilos, fabriks røg og andet irriterende.

Som kontrast til alle de gange jeg satte livet på spil, føler jeg også, at jeg har ”reddet” liv… For eksempel alle de smil jeg vandt hos de små underudviklede syge børn på hospitalets børneafdelinger. Eller under mine skoledage hvor jeg hjalp gadedrengene igennem matematikkens svære stunder og gav dem oplevelser, venskab og kærlige knus. Den dag jeg besøgte Lwazi i Langa og gav en pose fyldt med tøj til hans lillesøster, hvis eneste målløse kommentar var; ”This is my lucky day”. Eller den dag hvor jeg bagte 40 boller og gik ud til de hjemløse og gav ud af dem…

Men nu hvor jeg har sagt farvel på skolen og hospitalet, sidder jeg med mine CV i hænderne og tænker på, om jeg egentlig har gjort en forskel? Jeg føler mig som en dråbe i havet, måske har jeg betydet noget for drengene, men lige pludselig er jeg væk, og de har ingen chance for nogensinde at finde mig, efter jeg har forladt Cape Town. De yngste på hospitalet vil aldrig kunne huske mig. Men for mig har alt dette været stort. Jeg vil ikke glemme!

Følelser

Hvem er grundlæggeren af følelser? Hvem har besluttet, at følelsen af ’prikken i fødderne’ skal hedde ”at fødderne sover”? Det undrer mig, hvordan mennesker forstår hinandens følelser, hvis man for eksempel nævner, at man; har kvalme, er tørstig, føler sig ensom, sørger eller har trang til lakrids, så ved de fleste, hvordan man har det...
Det er mystisk, at alle ved hvad man mener, når man snakker om en så udefinerbar følelse som savn.

Hvordan beskriver man savn? Hvis nu denne følelse skulle beskrives overfor en person, der ikke kendte til den. For mig ville det være lige så svært som at beskrive en solopgang for en blind. Hvordan i alverden skulle man også kunne forklare det? Varmen, farverne, atmosfæren…

Følelser er en underlig, uhåndgribelig størrelse…

Jeg har fået en mere eller mindre dårlig vane med at kigge på min mobils kalender, inden jeg falder i søvn om aftenen. Det er uhyggeligt så hurtigt firkanten, der markerer dags dato, rykker sig… Nu er der under 2uger til jeg skal hjem.
Som de fleste af jer har erfaret, hader jeg afsked. Jeg kan ikke fatte, at jeg for 5 måneder siden sagde farvel til højskole-folket, at jeg 14dage efter havde sagt farvel til familie og venner… Og nu skal jeg snart til at sige farvel igen. Til drengene, lærerne, hospitalets mange tremmesenge med de deri liggende mange børn, de sølle rester af de danskere, der ikke allerede har forladt Cape Town og ikke mindst Anne og Nanna… Puh, det bliver hårdt!
På den anden side glæder jeg meget til at sige hej og goddag til alle jer, jeg forlod for snart 5 måneder siden. Som jeg skrev i en af mine første indlæg på bloggen, så har al begyndelse en ende, og jeg kan så småt se en ende på mine dejlige måneder i Sydafrika.

Jeg føler et savn til det jeg skal væk fra og en længsel mod det jeg har været væk fra… Jeg kan ikke helt finde ud af det. Jeg hader at sige farvel. Men én ting er jeg blevet bekræftet i i disse måneder; jeg elsker at rejse!

Kontrast!

Mens de var på vandring, kom Jesus engang ind i en landsby, og en kvinde ved navn Martha tog imod ham. Hun havde en søster, som hed Maria; hun satte sig ved Herrens fødder og lyttede til hans ord. Men Martha var travlt optaget af at sørge for ham. Hun kom hen og sagde: ”Herre, er du ligeglad med, at min søster lader mig være alene om at sørge for dig? Sig dog til hende, at hun skal hjælpe mig”. Men Herren svarede hende: ”Martha Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende”.

Jeg synes at uddraget her giver et fantastisk billede på forskellen mellem Sydafrikaneren (Maria) og Vesteuropæeren (Martha)… Vi kunne lære en hel del…

Kærlighed?

En mandag morgen under fællessamling fik drengene udleveret en træpind, en rund papskive, et klistermærke med en smiley på samt nogle grønne hjerteformede klistermærker. Lærerinden der stod for fællessamlingen fortalte, at denne morgens tema var ”kærlighed”. Hun holdte de hjerteformede klistermærker op foran forsamlingen, der bestod af 50 gadedrenge i alderen 11-18år. ”Disse fem hjerter repræsenterer hver en form for kærlighed”, sagde hun:

- Kærlighed til Gud og Jesus
- Kærlighed til lærere
- Kærlighed til forældre
- Kærlighed til venner
- Kærlighed til sig selv

Jeg studsede lidt over nummer tre; ”kærlighed til forældre”… Spekulerede lidt over hvor meget kærlighed drengene har til de forældre, der enten har efterladt dem på gaden, eller som de er stukket af fra pga. voldelighed, seksuel misbrug eller druk.
Drengene blev nu bedt om, at lave en såkaldt ”kærlighedsblomst”. De skulle sætte klistermærkerne på papskiven, mens lærerinden fortalte om en kærlighed, der anses som værende grundlæggeren af livet. Som afslutning på fællessamlingen rundede lærerinden af med at fortælle, at hver eneste sjæl i dette rum, var fyldt med kærlighed, som man i dag skulle gå ud og give af…
Jeg må indrømme, at jeg tvivler på, om al denne evindelige snak om kærlighed og troen på Gud har nogen virkning på drengenes sind og handlemåde… Hver eneste mandag morgen under fællessamling, fortæller den ene lærer efter den anden, hvordan drengene skal opføre sig og at de skal ”vende den anden kind til”. Men så simpelt er det desværre ikke at være gadedreng. Jeg kom til at tænke på en af timerne, hvor Alma fortalte mig, at visse drenge ikke ville overleve, hvis de kom ud i gadelivet igen. Der hjælper det altså ikke at vende den anden kind til, for så dør man!

Min venindes fars teori:

”Min venindes far har haft en hård opvækst. Dette gør, at han i sit voksenliv altid leder efter de lyse sider af livet…”

Jeg har hørt min generation blive omtalt som ”Generation Fucked Up”… Navnet grunder i, at de unge ikke orker at tage valg, og i øvrigt er der alt for meget, man kan vælge imellem. Nu behøver man ikke længere blive det, som far og mor er, næ, der er så at sige ”frit valg på alle hylder”! Vi gider heller ikke sætte os ind i det der nogen kalder ”politik”, og hvad angår penge, ja så gir’ far og mor jo nok lidt, når man trænger… Ved nærmere omtanke vil jeg nok kalde vores generation noget i retningen af; ”Generation Pakket i Vat”. De fleste i min omgangskreds har haft en opvækst, hvor de var deres forældres øjesten, deres ét og alt! Altså har de haft en tryg barndom, fået det meste af det de pegede på, og hvad angår svigt af basale eller andre behov, er det bestemt ikke noget vi kender til.
For at vi kan udvikle os optimalt, må vi opleve noget, som vi ikke har prøvet før. Vi må opleve fattigdom, usselhed og ødelæggelse. Ikke blot henslængt i sofaen med en pose popcorn og en cola, mens TV-Avisen informerer os… Vi må tage ud i verden og selv erfare – med egne øjne – at ikke alle mennesker har de samme levevilkår.
Måske rejser jeg ud for at blive bekræftet i det gamle ordsprog ”ude godt, men hjemme bedst”. Jeg glæder mig til at komme væk, for senere at kunne opdage at Danmark er et vidunderligt smørhul!
Er det egoistisk? Måske, men det er min måde at sætte mit eget liv i perspektiv. De lange kedelige skoleår, er måske slet ikke så ringe endda… Burde man i virkeligheden sætte pris på lektierne, eksamenerne og alle de kedelige skoledage? Det er svært at tro!!

Jeg tror, at vores måde at udvikle sig på er den sundeste! Jeg mener; hvis man er blevet svigtet som barn, har man formentlig mindre lyst til at opleve negative ting… Man søger tryghed samt positive oplevelser, der bekræfter én i, at verden er et dejligt sted. Men at have en tryg barndom, og først som ældre opleve det ”negative”, må være den sundeste udvikling. Det er min venindes fars teori, og jeg tror, at han har ret. Min trygge opvækst gør, at jeg har brug for at se bagsiden af mønten. Jeg har brug for at indånde luften i en tredje verden. En verden der kan give mig noget, jeg aldrig i mit liv havde forestillet mig kunne være sandt!

En tredje verden

”En varm sommerdag i Sydafrika, Cape Town. Klokken nærmer sig 13:30 og vi har lige fået fri fra skole. Det er ulideligt at gå hjem, derfor holder vi ind ved BP gas station for at købe en is… Jeg går videre med solen i ryggen og min nykøbte is i hånden. En modgående kvinde stopper mig og spørger på gebrokken engelsk, om hun må få min is. Jeg kigger på den – på hende – og tænker at jeg vist godt undvære den. Jeg rækker hende isen og får et taknemmeligt smil til gengæld. Jeg tager min vandflaske på af tasken for at slukke tørsten. Jeg når kun at gå 20meter, før jeg får øje på en mand og to kvinder i en grøftekant. De sidder der altid med deres indkøbsvogne fyldt med gammelt jern og skraldeposer. Manden råber noget til mig, og viser med fagter, at han gerne ville smage mit vand. Jeg skruer låget på flasken og kaster den ned til ham, inden jeg fortsætter min vandring hjemad…”

Den kloge Tony sagde engang: ”Giver man en tigger en fisk, har han mad nok til én dag. Giver man en tigger en fiskestang, har han mad nok til resten af livet”…

Sydafrikanerne er en befolkning med håb. De overlevede apartheid og ser derfor en lys fremtid ventende forude. Fremtiden med lighed, mindre arbejdsløshed, færre med HIV/ADIS og bedre levevilkår. Folket smiler, for det ER muligt at ændre fortiden: i morgen vil i dag være datid… Et fantastisk folkefærd!

En dyb indånding

Som i nok kan læse i min sidste blog – rappen – er gadedrengenes liv ubegribeligt og uforståeligt. Jeg har stadig svært ved, at sætte mig ind i alt det de ved og har erfaret, eftersom de i mine øjne stadig ofte bliver sammenlignet med andre 11-15årige danske drenge jeg kender. Men når så matematikopgaverne bliver serveret for dem, og 8 ud af 10 skal have hjælp til de mest simple plus-stykker, giver det et gib i mig – og jeg prøver at forstå. Det tager hårdt på mig at arbejde med dem. Det evigt høje energiniveau de kører på, den evindelig skæld ud fra læren som skyldes deres opførsel, der kan sammenlignes med 4-5årige børn. De stikker hinanden med nyspidsede blyanter, ryger (marihuana med mere) på drengetoilettet i pausen og stjæler hinandens mad… Alt dette gør, at man skal være på mærkerne hele tiden i deres selskab. Det resulterer i, at jeg ofte er meget træt, når jeg kommer hjem fra skole, selvom det kun handler om små fem timer. Som ’aflastning’ har jeg fået job på Somerset Hospital. To gange om ugen er mine dage blevet forlænget om eftermiddagen med et par timer.
Sygeplejerskernes opgave er at dække børnenes basale behov, så som bleskift, medicin og mad. Det er så her jeg kommer ind i billedet – for vi europæere ved jo, hvor vigtig kropskontakt og omsorg er. Mit arbejde består altså i at lege, trøste og stimulere børnene på bedst mulig måde. Eftersom Somerset er et gratis hospital, kommer de fleste patienter fra townships. En mor har som regel ikke overskud til at sidde hos sit syge barn på hospitalet, enten fordi hun har flere børn at se til eller fordi hospitalet ligger alt for langt væk fra hjemmet. Mange af de små ligger derfor alene i deres tremmesenge i flere uger, mens de er indlagt.
Af og til får volontørerne tilsendt donationer, som de skal videregive til patienterne. Det betyder, at vi har flere hylder fyldt med legetøj, bamser, bøger på forskellige sprog, magasiner og tøj. Som hovedregel giver man et barn et nyt sæt tøj, eller en bamse lige inden de bliver udskrevet. Men det skal også være på sekundet, inden de bliver udskrevet. For hvis man giver en lille pige en fin ny sparkedragt på, fordi hun skal hjem dagen efter, kan man nemt risikere at se hende ligge kun iført ble, når man møder ind, inden hun skal udskrives. Sygeplejerskerne snupper nemlig hvad de kan… Ufatteligt, men sandt – desværre.
På børneafdelingerne har de kun en størrelse ble! Det vil sige, at en 5årig pige bruger den samme størrelse som en 900grams dreng. Bleen er større end han er – det er vildt upraktisk, specielt fordi de fleste har diaré. Og når bleen ikke lukker ordentlig til rundt om lårene, ja, så kan i selv gætte jer til hvad der sker…

En eftermiddag besluttede Lis og jeg at fylde et par af de gule indkøbskurve fra volontørrummet med ugeblade for at tilbyde patienter lidt at læse i. Vi gik over i den nye bygning og rundt på samtlige afdelinger på alle 7 etager efter at have fået lov af sygeplejerskerne. På den første etage blev vi nærmest overfaldt af fire sygeplejersker, der gerne ville have et blad at kigge i! Det kom bag på mig, at de i arbejdstiden kunne tillade sig at læse ugeblade - ugeblade som egentlig var tilegnet patienterne. Sådan er det åbenbart – meget anderledes end i Danmark. Vi kom ind på stuer, hvor kvinder lå i hvide senge med deres store maver og ventede på at føde. Alene på Somerset Hospital bliver der i gennemsnit født 50børn om dagen! Der var mange taknemlige smil, der tog imod lidt underholdning på de ellers kedelige stuer. På etagen ovenpå lå nogle meget små børn i deres kuvøser med et varmende lys ned over sig. Det er vildt, at man kan have så lille en krop! En sygeplejerske fortalte mig, at man forsøger at redde alt levende. Så er det lige meget om babyen er 500gram og sandsynligvis vil blive skadet på den ene eller anden måde… Men det gør man vel også i Danmark?! Blikket ind på stuen med kuvøsebørnene sidder stadig på nethinden. På en afdeling for mænd tilbød jeg en ældre herre lidt at læse i. Da han takkede ja, fik jeg mit hyr med at finde et blad i bunken der ikke hed; ”House”, ”My Baby” eller ”Cosmopoliten”. Det gik op for mig at det eneste mandeblad jeg havde hed ”Mens Fitness”, hvor en muskuløs ung mand i bar overkrop prydede forsiden… Da jeg viste ham det, grinede han, men tog alligevel imod bladet, selvom vi begge vidste, at han bestemt ikke havde planer om at motionere efter udskrivelsen :-) En anden mand lå med hovedet under tæppet, da jeg kom hen til ham. Eftersom jeg havde set at han var vågen, spurgte jeg forsigtigt, om han ville have lidt at læse i… Han trak langsomt tæppet væk fra hovedet, hvilket resulterede i en stinkende røgsky steg til vejrs. Han røg cigaretter i smug under tæppet?? Jeg kunne ikke tro mine egne øjne!

Mit nye arbejde giver mig mange muligheder for at udvikle mig selv og min viden. Når jeg møder ind, ligger den lille 900grams baby alene i sin tremmeseng og kigger med forundrede øjne på den store verden en eller anden kvinde har ladet ham alene i. Jeg løfter ham op i mine arme, mens verden passerer forbi uden for de hvide sygehusvægge. Jeg sætter mig på en stol, tager en dyb indånding og tænker på, hvor forskelligt hans liv formentlig bliver i forhold til mit eget…

Rap

Skrevet af den 14årige gadedreng Andrew og hans ven

Yo Kid, why did you come to Cape Town
My mom drinks beer and she pushes me around
Fair enough why the street? What directive
I made a lot of money never miss out of the accent
How old are you kid if you don’t mind I ask you
Eight years on the street and I’m only thirteen
You’re so small are you scared of the street?
I’m not scared of anything – of anyone I meet
How do you survive in the game?
I broke into your car or I rob your chain
Wow that sounds from a pretty rough place to live
Move the drugs away from you – they are not good for your mind
So why do you think that I made myself clear?
You can take the kid out of the street
but it’s hard to that the street out of the kid
First for me it was hard to see but now I know it’s just reality

Township

Nu har jeg set, hvordan nogle mennesker lever; i et skur på 12kvardratmeter sover en familie på 6 personer. Under usle vilkår, på fattigdomsgrænsen og omgivet af støv og urenhed. Det må være dem man kalder outcasts…

Vi startede dagen på ”District Six” museet. Her havde de hængt store stykker stof op, så man kunne efterlade en hilsen. Nogle havde skrevet; ”Every South African should learn from the past but with wisdom and knowledge move forward”. Og; “Let us hope with all our hearts that this injustice will never happen again ever”. Det er frygtelige ting der er sket i løbet af de 46år, hvor apartheid var en del af Sydafrika (1948-1994). For eksempel blev gaden ”Richmond Street” ryddet, fordi den skulle være til ”de hvide”. Diskoteker, restauranter, gader – ja sågar bænke måtte kun benyttes af én slags mennesker… Enten de hvide, de farvede eller de sorte.

Faktisk var det så langt ude, at kun hvide mennesker havde ret til
at have en hvid bil! Dette er årsagen til de mange millioner hvide biler, der nu ses overalt i landet.

Derefter tog vi til Khayelitsha, den tredje største township i Sydafrika… Her besøgte vi et homestead for gadedrenge – et af de hjem hvor nogle af mine drenge bor. Mens jeg lyttede til Tony, der fortalte, slog et par mørke tynde arme pludselig om mig bagfra og en stemme sagde ”Christin, you’re back?!”. Da jeg vendte mig, så jeg Curtley’s glade ansigt... Dog anderledes end da jeg sidst havde set ham, inden jeg tog på road trip en måned før. Han havde barberet alt håret af hovedet og havde også lavet et par snit ned over øjenbrynene. Tilsyneladende synes han, at det så ret råt ud… Jeg så mig om, mens han stadig holdte et fast greb om livet på mig. Her boede Curtley altså… I et værelse med en masse køjesenge i et ellers tomt rum med kolde hvide vægge. Lange gange, et fjernsyn i et enkelt rum, men ellers ikke noget specielt. Hvor var plakaterne med idoler, gardinerne, sofaerne, natlamperne, bøgerne, spillene, fodboldene og alt det andet som et hus med omkring 60 drenge burde indeholde? Jeg kom til at tænke på et citat fra Drageløberen;

”Der er mange børn i Afghanistan, men meget lidt barndom”

Vise ord som sagtens kan bruges om andre steder end Afghanistan… Drengene har en barsk dagligdag og har ingen privatliv. Der er ikke noget, som de kan kalde deres ejendele, ikke engang tøj! For tøjet ligger på hylder i et vaskerum, så det er om at være først til mølle, hvis man ikke vil have den ødelagte, slidte t-shirt på igen… De har ikke eget værelse, da de sover på sovesal en 10-12 drenge sammen og fælles badet er da også opfundet!

Jeg forestillede mig, hvordan det ville være at vise Curtley mit værelse, mit hus, mit liv… Tage ham med ud i kano på Gudenåen, gå en tur i skoven og tage på en fin restaurant, lade ham sove i en blød, ny-redt seng uden huller i madrassen. Der er så uendelig meget han ikke kender til. Til gengæld kender han til det farlige township liv; gangstere, rå miljøer med gadebander, forældre der slår, stoffer, alkohol og voldtægt. Jeg mener; hvor megen barndom har sådan en dreng haft, hvis han stak af som 8årig, fordi faren slog, moren var påvirket af stoffer og han siden da har brugt 5 år på gaden?

”Act now – you’ll only regret it later if you don’t”

Overskriften er et citat fra en væg på Kings Beach Backpackers skrevet af Matt Devis d. 23-30. december 2003. Jeg tog ham på ordet – og det var med denne sætning i hovedet, at jeg sprang ud fra den 216meter høje bro – ud i intetheden… Og så oven i købet fredag d. 13!! Det var min første ’near death experience’.
16 timer før havde jeg ligget med feber, kvalme, opkast og diaré, men da vi nåede broen, havde jeg det egentlig okay. Måske burde jeg have tænkt på mit helbred; at sådan et spring sandsynligvis ikke ville gøre min diaré godt… Men hvem ved? Jeg har aldrig hørt nogle snakke om, at det skulle gøre det værre, så det var da værd at prøve! Tanken om udsættelse – visheden om, at jeg måske ikke ville få den chance igen – fik mig til at gå hen og lade mig iføre selen…

Overskriften synes også at passe fint på en anden begivenhed, som jeg var tilskuer til for et par uger siden. Under vores lange road trip, kom vi på et tidspunkt til at holde i en laaaaaang bilkø. Jeg sad på forsædet ved siden af Tony, der sad og trommede på rattet i takt til John Mayers ”Gravity”. Han pegede ud af forruden og sagde, at jeg skulle prøve at ligge mærke til kontrasten imellem kulturerne. Foran os holdte en fin, dyr bil. En ældre, hvid herre var steget ud af bilen og stod med et bekymret ansigtsudtryk, mens han gik frem og tilbage. Han lagde armene bag hovedet for derefter at tage dem ned igen for at kigge på sit armbåndsur. Jeg kiggede på Tony igen, der nu pegede mod mit sidespejl. Spejlet afslørede en gruppe unge og ældre mørke mennesker, der havde skruet op for radioen i en af bilerne og som nu alle dansede rundt og klappede i takt, mens det ene latterbrøl afløste det andet.
Jeg blev helt flov over at være hvid! Hvad er vi for en type mennesker, der stort set alle er stemplet med diagnosen stress? Det værste var, at jeg sagtens kunne se mig selv i den ældre, hvide herre. Alt det han nu ikke kunne nå pga. en åndsvag bilkø…
Men helt ærligt – hvad er tid? Tid er liv, men livet burde bestå af glæde, grineflip og et ubekymret sind. Hvis man som gammel ser sit liv i bakspejlet, ville man så ikke ønske, at man havde danset rundt sammen med de glade sydafrikanere i stedet for at stå hovedrystende som den ældre herre?

Husk nu at det kræver mange flere ansigtsmuskler at være sur end glad

Opmærksomhed

Tony synes, at vi skal forsøge at ligne turister så lidt som muligt. Årsagen til dette er, at de oftest bliver berøvet, og at de ”tiltrækker” tiggere. En måde at undgå det på er for eksempel, at vi ikke skal stå og vente i 100 år og en formiddag på, at lyssignalet skifter fra rødt til grønt. Dette er en smule farligt, da 60 % af dødsårsagerne i Sydafrika sker i trafikken. Men men – vi øver os og bliver da også bedre og bedre.
Lørdag eftermiddag tog vi til centrum for at kigge på markeder, musikere og hvad byen ellers kunne byde på. Jeg fandt en vældig smart hat, som jeg har planer om at benytte under mine 6 timer på hesteryg om en uges tid. Da jeg kom slentrende hen af Long Street iført mit sommertøj, min solhat og mine solbriller blev mit blik pludselig fanget af en lille pige i en klapvogn, der pegede efter mig…
De handlende ved boderne på Green Market standsede mig op med deres; ”Molo sisi, I have a speciel price for you”. Nogle af dem blev så omklamrende og nærgående, at jeg havde lyst til at smide mine penge i hovedet på dem, så de ville lade mig være.
På vej hen til togstationen fik jeg anerkendende nik og blikke fra en flok unge mænd, der sad på ladet af en bil… En kvinde der overhalede mig på rulletrappen, klappede mig på skulderen og kommenterede min hat. Senere gik Anne og Nanna ud, for at finde nogle bolcher de er faldet for, som deres lærerinde deler ud til sine elever. Jeg sad med tasken og poserne fra dagens indkøb og ventede på de skulle komme tilbage. Pludselig kom en security kvinde hen til mig, og spurgte om hun måtte få min hat!
Jeg er meget overrasket over, hvor megen opmærksomhed en hat kan give… Eller hvor let man bliver spottet og stemplet som værende turist. Men jeg er ikke turist, jeg bor her faktisk! Jeg øver mig endda i at blive ’A REAL BIG BLACK MAMA’, der går rundt med ting og sager på hovedet (som du måske kan se på billedet?!)

En anden måde man kan undgå at udstråle turisme på, er altså ved IKKE at købe åndsvage solhatte, for så er man sikker på at få megen opmærksomhed – også på trods af at jeg pt. er langt mere afførende end forførende :)

Hvorfor, Eddie?

Min første følelsesmæssige berøring efter ankomsten til Cape Town opstod den 27. februar omkring klokken 9. Alle var samlet i salen. På et lille rundt bord overdækket med en hvid blonde dug stod en ramme med et billede af en mørk dreng iført en orange t-shirt. På den ene side af billedet stod en slank guldfarvet vase med en enkelt hvid rose i, på den anden side et stearinlys. På billedet viste drengen ’thumbs up’, smilede og lignede en ganske almindelig teenager. Hans navn er Eddie – eller var. Han blev dræbt i trafikken den uge vi ankom.

63 drenge fra skolen sad på hvide plastisk havestole på lige rækker med bøjet hoved og hænderne samlet eller foldet. Lærere og elever gik på skift op og fortalte om Eddie, læste op af bibelen eller sang for den afdøde.
Jeg kunne mærke hårene på mine arme rejse sig, da en af lærerne blev forhindret i at sige, hvad hun havde planlagt på grund af gråden… En anden lærer startede med at synge omkvædet af den sidst sungne sang, og gik op og lagde en arm om sin fortvivlede og forgrædte kollega.

En lærer bad eleverne tænke på noget positiv Eddie havde gjort eller sagt. Igen sad drengene med bøjede hoveder og lukkede øjne… Jeg havde svært ved at genkende dem. Det var ikke de drenge, som jeg havde lært at kende i løbet af de sidste 3 dage. Ingen af dem var højrøstede. Ingen daskede, sparkede eller slog til hinanden. Alle sad med lukkede øjne og tænkte på Eddie, som de havde fået besked på.

Budskabet med mindehøjtideligheden kom meget direkte; at det kunne have været en af dem, der var blevet dræbt. At de burde tænke på, hvad folk vil tænke om dem, når de engang er borte. Vi bestemmer ikke selv, hvornår vi skal herfra, det eneste vi ved, er, at vi skal herfra. Måske i morgen, måske om 50år, det ved ingen – blot at dagen kommer. Derfor blev de bedt om at gøre gode gerninger; være en god ven, give i stedet for at tage, forhindre slåskampe i stedet for at starte dem – gøre gerninger som Gud vil synes om…

De sidste ord der blev sagt inden forsamlingen rejste sig, kiggede en sidste gang mod billedet af Eddie og gik ud i klasserne var; ”we thank God for the life of Eddie”…

Gadedrenge

Nu kan jeg for alvor benytte mig af min titel som ”volontør i Sydafrika”. I sidste uge begyndte jeg på skolen ’Learn To Live’ for gadedrenge i alderen 10-16år. Skolen bliver ledt under ”The Salesian Institute”, der er en religiøs afrikansk organisation, som blandt andet støtter utilpassede unge.

Noget jeg har lagt mærke til efter mine første dage på skolen er, at der skal være så lidt som muligt, der kan ødelægges eller stjæles. Skolen er en stor gul bygning med lange stengange og trapper. Kun i klasseværelserne er der små ting og sager, der er lette at putte i lommen, men lokalerne bliver låst af i hvert frikvarter.

Klasseværelset er småt – alt for småt til 16 borde og stole. Antallet af borde og stole er dog ikke lig med antallet af elever… Faktisk var der kun 8 drenge i klassen på min første skoledag, men i løbet af dagen kom der dryssende en 4-5 stykker mere. Vi er to volontører; mig og en 23årig hollandsk pige. Hun virker rigtig sød, så vi skal nok få det sjovt sammen.

Efter frikvarteret hvor drengene kommer spejlblanke ind i klassen grundet en fodboldkamp i gården i 30graders varme, spreder der sig en umiskendelig dunst i lokalet… Grundet det lille klasseværelse og den elendige udluftning, falder koncentrationsevnen meget hurtigt i løbet af de få timer, drengene er i skole. Det er en kort skoledag sammenlignet med danske folkeskoleelever. Drengene her går i skole fra klokken 9 til omkring 13. Inden for disse timer har de 30 minutters frikvarter og spiser middagsmad fra klokken 12:30.

Under måltidet - som skolens køkkendamer har kokkereret - skal lærerne og volontørerne sørge for, at drengene ikke kommer op og slås, tager hinandens mad osv. Jeg sad i mine egne tanker, og betragtede drengene, der spiste, som om de ikke havde spist i flere døgn. Jeg tænkte vist lidt på, hvor mange steder alle de hænder havde været inden de rørte maden… Jeg tænkte på hændernes greb om farveblyanter, viskelædere, andres håndtryk, fodbolden, hånden der tørrer sveden af panden efter kampen………………….…. Den 14årige Andrew fra min klasse rev mig ud af mine tanker med spørgsmålet; ”You wanna taste”? Først blev jeg helt perpleks, for egentlig var jeg vildt sulten, men på den anden side skulle der 10 vilde heste til, at jeg rørte den risblanding… Glimtet i hans øjne og smilet på hans læber afslørede, at han havde læst mine tanker…

En af de vigtigste ting Tony fortalte os, inden vi mødte drengene var; “don’t mother the kids”. Vi er ikke kommet til skolen for at opføre os, som den irettesættende, strenge mor, som nogle af drengene er flygtet fra… Vi er her for at tilbyde dem et uforglemmeligt venskab. At være en ven de kan stole på, én der vil lytte og én som holder af dem, lige meget hvor mange åndsvage ting og sager, de finder på... Tony fortalte os også, at læren nogle gange slår sine elever. Dette må vi ikke se som værende vold – men disciplin… For i Sydafrika opdrager man børnene til at overleve…

”That’s the way we raise our kids – by slapping them!” (citat Tony Sickle)

Heldigvis er det ikke den måde min lærer, Alma, opdrager sine elever på. Hun forsøger, at blive deres ven, hvilket jeg synes, at hun har klaret ganske godt! Det er tydeligt at se, at drengene har en eller anden form for respekt for hende – selvom nogle sover i hendes timer og andre sidder med fødderne solidt plantet på bordpladen…

Mange af drengenes baggrunde er frygtelige – ikke noget nogle børn i hele verden burde være ofre for… Men af en eller anden grund sker det alligevel, og det er umuligt at forhindre…

En af drengene fra min klasse fik som fireårig hældt syrer i munden af sin mor, fordi hun var sur på ham. I dag har han ikke nogen læber, og flere læger har med lidt held gjort det muligt for ham at indtage føde. Ud over hans meget specielle ansigt, har han store ar på hals og bryst efter syren, der har ødelagt hans hud.

Jeg blev meget chokeret, da Alma fortalte mig, at vi har en morder i klassen. Baggrunden fik jeg ikke, men det at han har slået et andet menneske ihjel, siger lidt om kampen for overlevelse på gaden…

”Kampen for overlevelse” – jeg kommer til at læse mine egne ord… Jeg har meget svært ved at sætte mig ind i drengenes liv og hverdag. Dette fordi det ligger så ubegribelig langt fra min egen barndom og opvækst…

Jeg kommer til at tænke på en oplevelse, jeg havde for et par dage siden:

Alma stod ved tavlen og var ved at skrive månederne op i rækkefølge. Jeg kunne mærke en let pusten i min nakke, og vendte mig om. Andrew rakte sine hænder frem – en ud af de ti fingre havde én meget lang negl. Jeg vrængede af ham, som en hentydning til, at det var en smule ulækkert med sådan én lang negl. Han fniste, og jeg vendte mig rundt for at følge med i Almas undervisning, hvor hun nu var ved at skrive ”the four seasons” op. Andrew skubbede til mine ben under bordet, og idet jeg vendte mig, så jeg, hvordan han tog sin finger med den lange negl og satte den ned i den lille hulning, man har i midten af halsen, hvor kravebenet støder til. Jeg rynkede panden, hvorefter han demonstrerede, hvordan den også kunne bruges til at prikke én i øjet. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at han vil bruge den negl i visse situationer.

Alma fortalte mig, at den værste skoledag er mandag, hvor drengene kommer efter weekenden. Det betyder, at de har haft tid til at være på gaden, og dermed haft muligheden for at ryge marihuana, sniffe lim og drikke sig fra sans og samling.

Vi har fri i dag – mandag – fordi lærerne er til møde, så jeg er lidt spændt på, hvordan tirsdag kommer til at gå, når eleverne har haft hele tre dage fri?!

Desmond Tutu (1931)

Jeg vågnede af mit vækkeur klokken 5:30 den 27. februar. Det var første gang, jeg så Cape Towns morgen-mørke… For her er lyst fra omkring klokken 6:30 til 21.

Anne, Nanna og jeg havde besluttet os for at tage til St. George’s Katedral denne fredag morgen, for at se og høre den berømte tidligere ærkebiskop Desmond Tutu.

Klokken var omkring 6:20, da vi sad ude foran den store katedral, der endnu ikke var åben. Gudstjenesten var først klokken 7:15, så vi havde en del ventetid. Inde i katedralen - der var meget stor, men enkelt indrettet - havde de lavet et mindre rum, hvori gudstjenesten skulle foregå. Vi satte os på en af de bageste rækker og så, hvordan kirkerummet blev fyldt.

Vores påklædning havde vi tænkt meget over. Jeg husker tydeligt, da min sydafrikanske veninde Qaqamba fortalte mig, hvordan hun havde taget sin sminke og smykker af, samt iklædt sig nederdel, da forstanderen Vita fra højskolen en aften inviterede os alle i kirke. Jeg tror, at hun blev ret overrasket, da hun så sine højskole-venner sidde i det tøj, de havde haft på hele dagen, med den samme frisure og bærende både smykker og sminke. Derfor havde vi taget fint tøj på (der dækkede skuldre og ben), og selvfølgelig hverken smykker eller sminke. Det viste sig, at der kun sad én mørk indfødt i kirken… Resten var hvide – og turister iført shorts og solbriller!

Gudstjenesten formede sig efter bøgerne ”The Psalms” og ”The Anglican Prayerbook”, hvor D. Tutu læste højt og menigheden svarede. Dette gjorde gudstjenesten meget nærværende og intens i og med, at der udformede sig en dialog mellem præsten og menigheden.

Nadveren foregik på en anderledes måde end der hjemme – for ikke at sige meget anderledes! To ældre mennesker gik op til D. Tutu, der velsignede dem og gav dem en kande hver med indholdet; ”Jesu Kristi Blod”. De gik alle tre foran alteret, og menigheden rejste sig og stillede sig i to rækker. Jeg betragtede dem for at se, hvordan jeg skulle gøre, når det blev min tur. Kvinden der stod forrest i køen, bøjede hovedet og strakte begge hænder frem mod D. Tutu, der lagde et stykke af ”Jesu Kristi Legeme” i hendes håndflade. Derefter trådte hun et skridt til venstre, hvor hun tog imod bægeret med ”Jesu Kristi Blod”. Hun drak direkte deraf…

Efter alle havde fået tilgivelse og velsignelse, gik D. Tutu bag om alteret. Han tog fadet med resten af nadverbrødene og spiste dem alle én efter én… Derefter fortyndede han resterne af vinen med vand. Han tog bægeret op i hånden og fik indholdet til at snurre rundt – ligesom en rigtig vinsmager gør det. Derefter drak han det! Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvor mange munde, der havde rørt det samme bæger, og hvor mange læber der havde smagt på den samme vin.

Det har været en oplevelse at være med til gudstjenesten, og vi fik da også et billede med Desmond Tutu, inden vi forlod kirken for at vende snuden mod skolen.

Næste gang vi skal i St. George Katedral er d. 8. marts kl. 19, hvor der er evensong. Jeg tror faktisk ikke, at jeg har været til evensong før, hvor jeg ikke har været en del af koret. Savner koret i Mariehøj, så jeg glæder mig meget til at høre lidt kirkesang igen…

Eventyret begynder...

Jeg sidder i vores store, bløde sofa i stuen og skriver med udsigt til Lions Head - et bjerg som jeg har planer om at bestige engang ved lejlighed. De sidste dage har været spændende, imponerende og ikke mindst overvældende. Varmen, sproget, naturen og venstreside-kørslen var småting… Her tænkes mere på; minitaxierne, ”The African Time” og turisterne.

Minitaxierne kører som død og djævel, dytter og stopper midt i et kryds, hvis nødvendigt. En lille rutebil, som jeg vist kommer til at bruge en del tid i de kommende måneder. Chaufføren samler sine passagerer op alle steder og bliver ved med at samle op, selvom der ikke er flere siddepladser. Det koster kun R5, og er altså et offentligt, meget brugt transportmiddel.

”The African Time” blev vi introduceret for allerede i lufthavnen ved vores ankomst. Anne, Nanna og jeg stod alle tre meget trætte, stadig påvirkede efter den 26 timers rejse vi netop havde lagt bag os. Vi ventede med vores store kufferter på en vis Tony – vores kommende koordinator. Efter cirka 20 minutters venten dukkede han op…

De efterfølgende aftaler vi har haft med ham, eller andre sydafrikanere er enten blevet rykket 1-2 timer eller også er de slet ikke dukket op på det aftalte sted og tidspunkt. Det er altså et folk med en anderledes tidsopfattelse end danskernes. I Sydafrika er det aldrig ”spild af tid” f.eks. at vente på en bus i 7 timer… Det kommer sig altså heller ikke så nøje, om man overholder aftaler.

Det sidste ord jeg har skrevet er ”turisterne”. Jeg må indrømme, at jeg er en smule skuffet over Cape Town. Eftersom jeg aldrig har været ude af Europa, forventede jeg at se noget anderledes. Noget som ikke kunne sættes lig noget andet, jeg havde set før. Men når jeg kigger mig omkring; Waterfront, Camps Bay og Table Mountain, så kunne disse steder ligge i hvilken som helt storby i Sydeuropa. Der er palmer, hvide sandstrande, høje huse, indkøbscentre med modetøj og mennesker i alle farver. Der synes oven i købet at være et overtal af hvide mennesker, hvor vi befinder os. Jeg glæder mig til at starte på arbejde, til at snakke med de indfødte og til at opleve noget, som på ingen måde kan relateres til noget jeg har set før…

Heldigvis er ingen af os blevet syge endnu(7-9-13) og vi er endda ved at tilvende vores maver til vandhane-vandet, da 5 liters dunkene er lige tunge nok at slæbe med hjem i længden. Kun Nanna har haft lidt hovedpine, men heldigvis ikke mere end at zoneterapien kunne fjerne det!

Den første uge er fløjet af sted. Jeg kan allerede sætte et flueben ved den første medbragte bog: Sara Blædels ”Kun Ét Liv”, og bog nummer to er godt i gang; ”Pige med perleørering”. Det har været nogle dejlige afslappede dage, der er gået både ved havet, i Tonys bil, ved poolen, i indkøbscentre, under madlavning og ikke mindst i denne dejlige store bløde sofa…

Afgang

På trods af en travl, fest-rig og søvnløs weekend blev det alligevel tirsdag d. 17.februar. Jeg blev først færdig med at pakke d. 16. om aftenen, men jeg tror, at det må være en del af processen op til en rigtig rejses begyndelse☺...

Aldrig i mit liv har jeg siddet i en jumbojet - hvor er det dog stort!! Lige nu befinder jeg mig i dette passagerfly sammen med 335 andre mennesker, 10.080 meter over jorden…
Jeg har fået udleveret en tandbørste samt tandpasta, en maske til øjnene, et tæppe, høretelefoner og et mini fjernsyn, hvor jeg kan se alt fra ”Eagle Eye”, ”Burn After Reading” og ”High School Musical 3” til nyheder, ”My flight” og ”Well being”. Sidstnævnte har jeg lige forsøgt at fordrive tiden med… Jeg bliver omhyggeligt informeret, om de pilates øvelser jeg kan lave i flyet, hvad jeg skal gøre med kontaktlinserne, hvor vigtig søvn er, og at jeg skal undgå alkohol☺

Desuden informerer nutidens teknologi mig undervejs om vejr, vind, fart og tid:

Altitude 10.080 meter
Distance to Destination: 7530 km
Time to Destination: 8:27
Outside Air Temperature: -56 ˚C
Ground Speed: 896 km/h
Head Wind: 77 km/h

Så mens Stacey Kent synger ”I wish I could go travelling again” for mig, forlader jeg London og flyver hen over Paris, Barcelona, Palma, El Menia, Sahara Desert, Tamanrasset og meget mere… Nu vil jeg ligge mig til at sove, og se om jeg kan få indhentet lidt af min manglende nattesøvn fra de sidste 3-4 dage… Godt jeg har husket ørepropper…

Godnat

Al begyndelse har en ende…

Højskoleopholdet startede pludseligt – lige efter en frygtet matematikeksamen og to nytårskoncerter i Musikhuset i Silkeborg. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet... Egentlig vidste jeg ikke så meget om højskolen… Ikke andet end at de sendte volontører ud, hvilket var årsagen til, at jeg havde valgt netop denne. Jeg ankom søndag den 11. januar 2009 - 4 timer senere end alle andre - fordi den sidste nytårskoncert skulle spilles færdig og kørslen fra Silkeborg til Løgumkloster tog sin tid.
Jeg listede forsigtigt ind og satte mig på bageste række i et stort rum, den såkaldte ”ottekant”. Lyden af sangstemmer og et klavers toner slog mig i møde. Forvirret og træt efter weekendens begivenheder kiggede jeg mig forbløffet omkring. Det gik op for mig, at jeg havde forventet at opleve noget lignende mit efterskoleophold for fire år siden, dvs. en samling på mindst 100 mennesker. Men mine efterskoleillusioner brast, da jeg så mig omkring. Vi var omkring 35 personer - hvoraf omkring de 15 lignede personale. Da sangen forstummede, rejste forstanderen sig og begyndte at snakke: ”In a few minutes I will read up your names and then you’ll have to stand up so that everyone can see you. I want you to make a small presentation of yourselves – who are you, where do you come from and so on… ” Han smilede og jeg var ved at dø af skræk. Det gik snart op for mig, at skolen havde internationale elever, og at ALT ville foregå på engelsk!

På trods af mange overraskelser og grænser der skulle overskrides, endte opholdet den 6. februar på Løgumkloster Højskole alligevel med blandede følelser og afskedstårer. På den ene side ønskede jeg ikke at stoppe, fordi jeg var begyndt at holde af menneskene og atmosfæren på skolen. På den anden side var jeg glad for, at der nu kun var 11 dage til flyet mod Cape Town ville lette.

Tænk at 4 uger kan komme til at betyde så meget! Ugerne indeholdt både; stresshåndtering, sammenspil, venskaber på kryds af kulturer, meget hårde og svedige bordfodboldkampe, yoga, didaktik, girafsprog, fællesskab, foredrag, massage, kulturmødespil, filmaftner for ikke at nævne popcornskrigene. Mange oplevelser på meget på kort tid!

Nu står jeg her med en fyldt pakket virtuel rygsæk med gode råd, historier fra de varme lande samt viden om kultur, tradition og religion. Klar til at drage ud og være en dråbe i havet…

At se frem...

På en måde synes livet både lettere og lysere, når man har noget at se frem til. Hvad enten det er et kommende besøg af familie eller venner, et lækkert måltid eller en fødselsdag. For mit vedkommende er det en oplevelse – en fire måneders og 11 dages rejse til Sydafrika.

Jeg hedder Kirstine, er 20 år gammel og kommer fra Silkeborg. I sommer blev jeg student fra Silkeborg Gymnasium og indtil december 2008 har jeg arbejdet for at spare op. Mine i alt otte jobs resulterede i et meget hårdt og stressende halvt år; jeg var billetkontrollør, garderobevagt samt tjener i Jysk Musik og Teaterhus, medhjælper på børnehjemmet Solbo, tilkaldevikar på et pensionat på Solbakkevej for voksne handicappede, vikar på Dybkær Specialskole, barnepige samt lønnet korist i Mariehøj Kirke.
Heldigvis kommer det sidste halve års slid mig nu til gode… Endelig er det tid til at ”slappe af” og nyde livet, og hvad det ellers måtte have at byde på.
For anden gang i mit liv føler jeg, at jeg fuldt ud selv har taget en stor beslutning i mit liv. Folkeskolen var ikke til diskussion, efterskoleåret var fedt – og min egen beslutning, de 3 år på gymnasiet var noget jeg gjorde, fordi andre gjorde det… og nu står jeg så med studenterhuen på skrå og verden ventende foran mine fødder…

”Southafrica, here I come”

Jeg tror, at man skal være væk fra det man har, før man finder ud af, hvad man har, og hvor meget det betyder for én. Først nu, to uger før afgang, kommer jeg til at tænke på, om jeg overhovedet kan undvære min dejlige familie; min mor og far, mine to yngre søstre, min mormor og morfar, farmor, mine 19 kusiner og fætre samt deres forældre... For ikke at nævne alle mine fantastiske og betydningsfulde venner! Jeg hader afsked, men når jeg først er kommet af sted, er jeg sikker på, at det hele nok skal blive godt

håber jeg…