Noget jeg har lagt mærke til efter mine første dage på skolen er, at der skal være så lidt som muligt, der kan ødelægges eller stjæles. Skolen er en stor gul bygning med lange stengange og trapper. Kun i klasseværelserne er der små ting og sager, der er lette at putte i lommen, men lokalerne bliver låst af i hvert frikvarter.
Klasseværelset er småt – alt for småt til 16 borde og stole. Antallet af borde og stole er dog ikke lig med antallet af elever… Faktisk var der kun 8 drenge i klassen på min første skoledag, men i løbet af dagen kom der dryssende en 4-5 stykker mere. Vi er to volontører; mig og en 23årig hollandsk pige. Hun virker rigtig sød, så vi skal nok få det sjovt sammen.
Efter frikvarteret hvor drengene kommer spejlblanke ind i klassen grundet en fodboldkamp i gården i 30graders varme, spreder der sig en umiskendelig dunst i lokalet… Grundet det lille klasseværelse og den elendige udluftning, falder koncentrationsevnen meget hurtigt i løbet af de få timer, drengene er i skole. Det er en kort skoledag sammenlignet med danske folkeskoleelever. Drengene her går i skole fra klokken 9 til omkring 13. Inden for disse timer har de 30 minutters frikvarter og spiser middagsmad fra klokken 12:30.
Under måltidet - som skolens køkkendamer har kokkereret - skal lærerne og volontørerne sørge for, at drengene ikke kommer op og slås, tager hinandens mad osv. Jeg sad i mine egne tanker, og betragtede drengene, der spiste, som om de ikke havde spist i flere døgn. Jeg tænkte vist lidt på, hvor mange steder alle de hænder havde været inden de rørte maden… Jeg tænkte på hændernes greb om farveblyanter, viskelædere, andres håndtryk, fodbolden, hånden der tørrer sveden af panden efter kampen………………….…. Den 14årige Andrew fra min klasse rev mig ud af mine tanker med spørgsmålet; ”You wanna taste”? Først blev jeg helt perpleks, for egentlig var jeg vildt sulten, men på den anden side skulle der 10 vilde heste til, at jeg rørte den risblanding… Glimtet i hans øjne og smilet på hans læber afslørede, at han havde læst mine tanker…
En af de vigtigste ting Tony fortalte os, inden vi mødte drengene var; “don’t mother the kids”. Vi er ikke kommet til skolen for at opføre os, som den irettesættende, strenge mor, som nogle af drengene er flygtet fra… Vi er her for at tilbyde dem et uforglemmeligt venskab. At være en ven de kan stole på, én der vil lytte og én som holder af dem, lige meget hvor mange åndsvage ting og sager, de finder på... Tony fortalte os også, at læren nogle gange slår sine elever. Dette må vi ikke se som værende vold – men disciplin… For i Sydafrika opdrager man børnene til at overleve…
”That’s the way we raise our kids – by slapping them!” (citat Tony Sickle)
Heldigvis er det ikke den måde min lærer, Alma, opdrager sine elever på. Hun forsøger, at blive deres ven, hvilket jeg synes, at hun har klaret ganske godt! Det er tydeligt at se, at drengene har en eller anden form for respekt for hende – selvom nogle sover i hendes timer og andre sidder med fødderne solidt plantet på bordpladen…
Mange af drengenes baggrunde er frygtelige – ikke noget nogle børn i hele verden burde være ofre for… Men af en eller anden grund sker det alligevel, og det er umuligt at forhindre…
En af drengene fra min klasse fik som fireårig hældt syrer i munden af sin mor, fordi hun var sur på ham. I dag har han ikke nogen læber, og flere læger har med lidt held gjort det muligt for ham at indtage føde. Ud over hans meget specielle ansigt, har han store ar på hals og bryst efter syren, der har ødelagt hans hud.
Jeg blev meget chokeret, da Alma fortalte mig, at vi har en morder i klassen. Baggrunden fik jeg ikke, men det at han har slået et andet menneske ihjel, siger lidt om kampen for overlevelse på gaden…
”Kampen for overlevelse” – jeg kommer til at læse mine egne ord… Jeg har meget svært ved at sætte mig ind i drengenes liv og hverdag. Dette fordi det ligger så ubegribelig langt fra min egen barndom og opvækst…
Jeg kommer til at tænke på en oplevelse, jeg havde for et par dage siden:
Alma stod ved tavlen og var ved at skrive månederne op i rækkefølge. Jeg kunne mærke en let pusten i min nakke, og vendte mig om. Andrew rakte sine hænder frem – en ud af de ti fingre havde én meget lang negl. Jeg vrængede af ham, som en hentydning til, at det var en smule ulækkert med sådan én lang negl. Han fniste, og jeg vendte mig rundt for at følge med i Almas undervisning, hvor hun nu var ved at skrive ”the four seasons” op. Andrew skubbede til mine ben under bordet, og idet jeg vendte mig, så jeg, hvordan han tog sin finger med den lange negl og satte den ned i den lille hulning, man har i midten af halsen, hvor kravebenet støder til. Jeg rynkede panden, hvorefter han demonstrerede, hvordan den også kunne bruges til at prikke én i øjet. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at han vil bruge den negl i visse situationer.
Alma fortalte mig, at den værste skoledag er mandag, hvor drengene kommer efter weekenden. Det betyder, at de har haft tid til at være på gaden, og dermed haft muligheden for at ryge marihuana, sniffe lim og drikke sig fra sans og samling.
Vi har fri i dag – mandag – fordi lærerne er til møde, så jeg er lidt spændt på, hvordan tirsdag kommer til at gå, når eleverne har haft hele tre dage fri?!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar