Hvorfor, Eddie?

Min første følelsesmæssige berøring efter ankomsten til Cape Town opstod den 27. februar omkring klokken 9. Alle var samlet i salen. På et lille rundt bord overdækket med en hvid blonde dug stod en ramme med et billede af en mørk dreng iført en orange t-shirt. På den ene side af billedet stod en slank guldfarvet vase med en enkelt hvid rose i, på den anden side et stearinlys. På billedet viste drengen ’thumbs up’, smilede og lignede en ganske almindelig teenager. Hans navn er Eddie – eller var. Han blev dræbt i trafikken den uge vi ankom.

63 drenge fra skolen sad på hvide plastisk havestole på lige rækker med bøjet hoved og hænderne samlet eller foldet. Lærere og elever gik på skift op og fortalte om Eddie, læste op af bibelen eller sang for den afdøde.
Jeg kunne mærke hårene på mine arme rejse sig, da en af lærerne blev forhindret i at sige, hvad hun havde planlagt på grund af gråden… En anden lærer startede med at synge omkvædet af den sidst sungne sang, og gik op og lagde en arm om sin fortvivlede og forgrædte kollega.

En lærer bad eleverne tænke på noget positiv Eddie havde gjort eller sagt. Igen sad drengene med bøjede hoveder og lukkede øjne… Jeg havde svært ved at genkende dem. Det var ikke de drenge, som jeg havde lært at kende i løbet af de sidste 3 dage. Ingen af dem var højrøstede. Ingen daskede, sparkede eller slog til hinanden. Alle sad med lukkede øjne og tænkte på Eddie, som de havde fået besked på.

Budskabet med mindehøjtideligheden kom meget direkte; at det kunne have været en af dem, der var blevet dræbt. At de burde tænke på, hvad folk vil tænke om dem, når de engang er borte. Vi bestemmer ikke selv, hvornår vi skal herfra, det eneste vi ved, er, at vi skal herfra. Måske i morgen, måske om 50år, det ved ingen – blot at dagen kommer. Derfor blev de bedt om at gøre gode gerninger; være en god ven, give i stedet for at tage, forhindre slåskampe i stedet for at starte dem – gøre gerninger som Gud vil synes om…

De sidste ord der blev sagt inden forsamlingen rejste sig, kiggede en sidste gang mod billedet af Eddie og gik ud i klasserne var; ”we thank God for the life of Eddie”…