Minitaxierne kører som død og djævel, dytter og stopper midt i et kryds, hvis nødvendigt. En lille rutebil, som jeg vist kommer til at bruge en del tid i de kommende måneder. Chaufføren samler sine passagerer op alle steder og bliver ved med at samle op, selvom der ikke er flere siddepladser. Det koster kun R5, og er altså et offentligt, meget brugt transportmiddel.
”The African Time” blev vi introduceret for allerede i lufthavnen ved vores ankomst. Anne, Nanna og jeg stod alle tre meget trætte, stadig påvirkede efter den 26 timers rejse vi netop havde lagt bag os. Vi ventede med vores store kufferter på en vis Tony – vores kommende koordinator. Efter cirka 20 minutters venten dukkede han op…
De efterfølgende aftaler vi har haft med ham, eller andre sydafrikanere er enten blevet rykket 1-2 timer eller også er de slet ikke dukket op på det aftalte sted og tidspunkt. Det er altså et folk med en anderledes tidsopfattelse end danskernes. I Sydafrika er det aldrig ”spild af tid” f.eks. at vente på en bus i 7 timer… Det kommer sig altså heller ikke så nøje, om man overholder aftaler.
Det sidste ord jeg har skrevet er ”turisterne”. Jeg må indrømme, at jeg er en smule skuffet over Cape Town. Eftersom jeg aldrig har været ude af Europa, forventede jeg at se noget anderledes. Noget som ikke kunne sættes lig noget andet, jeg havde set før. Men når jeg kigger mig omkring; Waterfront, Camps Bay og Table Mountain, så kunne disse steder ligge i hvilken som helt storby i Sydeuropa. Der er palmer, hvide sandstrande, høje huse, indkøbscentre med modetøj og mennesker i alle farver. Der synes oven i købet at være et overtal af hvide mennesker, hvor vi befinder os. Jeg glæder mig til at starte på arbejde, til at snakke med de indfødte og til at opleve noget, som på ingen måde kan relateres til noget jeg har set før…
Heldigvis er ingen af os blevet syge endnu(7-9-13) og vi er endda ved at tilvende vores maver til vandhane-vandet, da 5 liters dunkene er lige tunge nok at slæbe med hjem i længden. Kun Nanna har haft lidt hovedpine, men heldigvis ikke mere end at zoneterapien kunne fjerne det!
Den første uge er fløjet af sted. Jeg kan allerede sætte et flueben ved den første medbragte bog: Sara Blædels ”Kun Ét Liv”, og bog nummer to er godt i gang; ”Pige med perleørering”. Det har været nogle dejlige afslappede dage, der er gået både ved havet, i Tonys bil, ved poolen, i indkøbscentre, under madlavning og ikke mindst i denne dejlige store bløde sofa…
Ingen kommentarer:
Send en kommentar