I need oxygen

I løbet af de sidste 5 måneder har jeg oplevet så meget fantastisk ubeskriveligt. Somme tider har jeg følt, at jeg ikke kunne få vejret. Dette oplevede jeg for eksempel, da jeg var på vej ned af de lodrette bjergskråninger i Lesotho siddende på et udmagret firbenet dyr, som de sagde, var en hest. Eller da jeg faldt gennem den tynde luft 3km over jordoverfladen og ikke kunne finde ud af op og ned – jord og himmel… Eller dengang jeg plaskede rundt i det 13,5gr. kolde atlantiske ocean, da der pludselig var en haj, der bed i buret 5 cm fra min højre hånd… På de hårde vandreture op og ned af Table Mountain og Lions Head følte jeg åndenød. Eller da jeg lod mig falde ud over en bro med hovedet ned af med retning mod vand, sten og træer. Jeg tabte vejret, da jeg fik informationen om, at min lille 900grams baby på hospitalet en aften var fundet død i sin tremmeseng, samme dag som jeg havde siddet med ham. Luftmangel har jeg også oplevet på vej til skole, hvor luften til tider har føltes tyk af bilos, fabriks røg og andet irriterende.

Som kontrast til alle de gange jeg satte livet på spil, føler jeg også, at jeg har ”reddet” liv… For eksempel alle de smil jeg vandt hos de små underudviklede syge børn på hospitalets børneafdelinger. Eller under mine skoledage hvor jeg hjalp gadedrengene igennem matematikkens svære stunder og gav dem oplevelser, venskab og kærlige knus. Den dag jeg besøgte Lwazi i Langa og gav en pose fyldt med tøj til hans lillesøster, hvis eneste målløse kommentar var; ”This is my lucky day”. Eller den dag hvor jeg bagte 40 boller og gik ud til de hjemløse og gav ud af dem…

Men nu hvor jeg har sagt farvel på skolen og hospitalet, sidder jeg med mine CV i hænderne og tænker på, om jeg egentlig har gjort en forskel? Jeg føler mig som en dråbe i havet, måske har jeg betydet noget for drengene, men lige pludselig er jeg væk, og de har ingen chance for nogensinde at finde mig, efter jeg har forladt Cape Town. De yngste på hospitalet vil aldrig kunne huske mig. Men for mig har alt dette været stort. Jeg vil ikke glemme!