I need oxygen

I løbet af de sidste 5 måneder har jeg oplevet så meget fantastisk ubeskriveligt. Somme tider har jeg følt, at jeg ikke kunne få vejret. Dette oplevede jeg for eksempel, da jeg var på vej ned af de lodrette bjergskråninger i Lesotho siddende på et udmagret firbenet dyr, som de sagde, var en hest. Eller da jeg faldt gennem den tynde luft 3km over jordoverfladen og ikke kunne finde ud af op og ned – jord og himmel… Eller dengang jeg plaskede rundt i det 13,5gr. kolde atlantiske ocean, da der pludselig var en haj, der bed i buret 5 cm fra min højre hånd… På de hårde vandreture op og ned af Table Mountain og Lions Head følte jeg åndenød. Eller da jeg lod mig falde ud over en bro med hovedet ned af med retning mod vand, sten og træer. Jeg tabte vejret, da jeg fik informationen om, at min lille 900grams baby på hospitalet en aften var fundet død i sin tremmeseng, samme dag som jeg havde siddet med ham. Luftmangel har jeg også oplevet på vej til skole, hvor luften til tider har føltes tyk af bilos, fabriks røg og andet irriterende.

Som kontrast til alle de gange jeg satte livet på spil, føler jeg også, at jeg har ”reddet” liv… For eksempel alle de smil jeg vandt hos de små underudviklede syge børn på hospitalets børneafdelinger. Eller under mine skoledage hvor jeg hjalp gadedrengene igennem matematikkens svære stunder og gav dem oplevelser, venskab og kærlige knus. Den dag jeg besøgte Lwazi i Langa og gav en pose fyldt med tøj til hans lillesøster, hvis eneste målløse kommentar var; ”This is my lucky day”. Eller den dag hvor jeg bagte 40 boller og gik ud til de hjemløse og gav ud af dem…

Men nu hvor jeg har sagt farvel på skolen og hospitalet, sidder jeg med mine CV i hænderne og tænker på, om jeg egentlig har gjort en forskel? Jeg føler mig som en dråbe i havet, måske har jeg betydet noget for drengene, men lige pludselig er jeg væk, og de har ingen chance for nogensinde at finde mig, efter jeg har forladt Cape Town. De yngste på hospitalet vil aldrig kunne huske mig. Men for mig har alt dette været stort. Jeg vil ikke glemme!

Følelser

Hvem er grundlæggeren af følelser? Hvem har besluttet, at følelsen af ’prikken i fødderne’ skal hedde ”at fødderne sover”? Det undrer mig, hvordan mennesker forstår hinandens følelser, hvis man for eksempel nævner, at man; har kvalme, er tørstig, føler sig ensom, sørger eller har trang til lakrids, så ved de fleste, hvordan man har det...
Det er mystisk, at alle ved hvad man mener, når man snakker om en så udefinerbar følelse som savn.

Hvordan beskriver man savn? Hvis nu denne følelse skulle beskrives overfor en person, der ikke kendte til den. For mig ville det være lige så svært som at beskrive en solopgang for en blind. Hvordan i alverden skulle man også kunne forklare det? Varmen, farverne, atmosfæren…

Følelser er en underlig, uhåndgribelig størrelse…

Jeg har fået en mere eller mindre dårlig vane med at kigge på min mobils kalender, inden jeg falder i søvn om aftenen. Det er uhyggeligt så hurtigt firkanten, der markerer dags dato, rykker sig… Nu er der under 2uger til jeg skal hjem.
Som de fleste af jer har erfaret, hader jeg afsked. Jeg kan ikke fatte, at jeg for 5 måneder siden sagde farvel til højskole-folket, at jeg 14dage efter havde sagt farvel til familie og venner… Og nu skal jeg snart til at sige farvel igen. Til drengene, lærerne, hospitalets mange tremmesenge med de deri liggende mange børn, de sølle rester af de danskere, der ikke allerede har forladt Cape Town og ikke mindst Anne og Nanna… Puh, det bliver hårdt!
På den anden side glæder jeg meget til at sige hej og goddag til alle jer, jeg forlod for snart 5 måneder siden. Som jeg skrev i en af mine første indlæg på bloggen, så har al begyndelse en ende, og jeg kan så småt se en ende på mine dejlige måneder i Sydafrika.

Jeg føler et savn til det jeg skal væk fra og en længsel mod det jeg har været væk fra… Jeg kan ikke helt finde ud af det. Jeg hader at sige farvel. Men én ting er jeg blevet bekræftet i i disse måneder; jeg elsker at rejse!

Kontrast!

Mens de var på vandring, kom Jesus engang ind i en landsby, og en kvinde ved navn Martha tog imod ham. Hun havde en søster, som hed Maria; hun satte sig ved Herrens fødder og lyttede til hans ord. Men Martha var travlt optaget af at sørge for ham. Hun kom hen og sagde: ”Herre, er du ligeglad med, at min søster lader mig være alene om at sørge for dig? Sig dog til hende, at hun skal hjælpe mig”. Men Herren svarede hende: ”Martha Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende”.

Jeg synes at uddraget her giver et fantastisk billede på forskellen mellem Sydafrikaneren (Maria) og Vesteuropæeren (Martha)… Vi kunne lære en hel del…