Opmærksomhed

Tony synes, at vi skal forsøge at ligne turister så lidt som muligt. Årsagen til dette er, at de oftest bliver berøvet, og at de ”tiltrækker” tiggere. En måde at undgå det på er for eksempel, at vi ikke skal stå og vente i 100 år og en formiddag på, at lyssignalet skifter fra rødt til grønt. Dette er en smule farligt, da 60 % af dødsårsagerne i Sydafrika sker i trafikken. Men men – vi øver os og bliver da også bedre og bedre.
Lørdag eftermiddag tog vi til centrum for at kigge på markeder, musikere og hvad byen ellers kunne byde på. Jeg fandt en vældig smart hat, som jeg har planer om at benytte under mine 6 timer på hesteryg om en uges tid. Da jeg kom slentrende hen af Long Street iført mit sommertøj, min solhat og mine solbriller blev mit blik pludselig fanget af en lille pige i en klapvogn, der pegede efter mig…
De handlende ved boderne på Green Market standsede mig op med deres; ”Molo sisi, I have a speciel price for you”. Nogle af dem blev så omklamrende og nærgående, at jeg havde lyst til at smide mine penge i hovedet på dem, så de ville lade mig være.
På vej hen til togstationen fik jeg anerkendende nik og blikke fra en flok unge mænd, der sad på ladet af en bil… En kvinde der overhalede mig på rulletrappen, klappede mig på skulderen og kommenterede min hat. Senere gik Anne og Nanna ud, for at finde nogle bolcher de er faldet for, som deres lærerinde deler ud til sine elever. Jeg sad med tasken og poserne fra dagens indkøb og ventede på de skulle komme tilbage. Pludselig kom en security kvinde hen til mig, og spurgte om hun måtte få min hat!
Jeg er meget overrasket over, hvor megen opmærksomhed en hat kan give… Eller hvor let man bliver spottet og stemplet som værende turist. Men jeg er ikke turist, jeg bor her faktisk! Jeg øver mig endda i at blive ’A REAL BIG BLACK MAMA’, der går rundt med ting og sager på hovedet (som du måske kan se på billedet?!)

En anden måde man kan undgå at udstråle turisme på, er altså ved IKKE at købe åndsvage solhatte, for så er man sikker på at få megen opmærksomhed – også på trods af at jeg pt. er langt mere afførende end forførende :)

Hvorfor, Eddie?

Min første følelsesmæssige berøring efter ankomsten til Cape Town opstod den 27. februar omkring klokken 9. Alle var samlet i salen. På et lille rundt bord overdækket med en hvid blonde dug stod en ramme med et billede af en mørk dreng iført en orange t-shirt. På den ene side af billedet stod en slank guldfarvet vase med en enkelt hvid rose i, på den anden side et stearinlys. På billedet viste drengen ’thumbs up’, smilede og lignede en ganske almindelig teenager. Hans navn er Eddie – eller var. Han blev dræbt i trafikken den uge vi ankom.

63 drenge fra skolen sad på hvide plastisk havestole på lige rækker med bøjet hoved og hænderne samlet eller foldet. Lærere og elever gik på skift op og fortalte om Eddie, læste op af bibelen eller sang for den afdøde.
Jeg kunne mærke hårene på mine arme rejse sig, da en af lærerne blev forhindret i at sige, hvad hun havde planlagt på grund af gråden… En anden lærer startede med at synge omkvædet af den sidst sungne sang, og gik op og lagde en arm om sin fortvivlede og forgrædte kollega.

En lærer bad eleverne tænke på noget positiv Eddie havde gjort eller sagt. Igen sad drengene med bøjede hoveder og lukkede øjne… Jeg havde svært ved at genkende dem. Det var ikke de drenge, som jeg havde lært at kende i løbet af de sidste 3 dage. Ingen af dem var højrøstede. Ingen daskede, sparkede eller slog til hinanden. Alle sad med lukkede øjne og tænkte på Eddie, som de havde fået besked på.

Budskabet med mindehøjtideligheden kom meget direkte; at det kunne have været en af dem, der var blevet dræbt. At de burde tænke på, hvad folk vil tænke om dem, når de engang er borte. Vi bestemmer ikke selv, hvornår vi skal herfra, det eneste vi ved, er, at vi skal herfra. Måske i morgen, måske om 50år, det ved ingen – blot at dagen kommer. Derfor blev de bedt om at gøre gode gerninger; være en god ven, give i stedet for at tage, forhindre slåskampe i stedet for at starte dem – gøre gerninger som Gud vil synes om…

De sidste ord der blev sagt inden forsamlingen rejste sig, kiggede en sidste gang mod billedet af Eddie og gik ud i klasserne var; ”we thank God for the life of Eddie”…

Gadedrenge

Nu kan jeg for alvor benytte mig af min titel som ”volontør i Sydafrika”. I sidste uge begyndte jeg på skolen ’Learn To Live’ for gadedrenge i alderen 10-16år. Skolen bliver ledt under ”The Salesian Institute”, der er en religiøs afrikansk organisation, som blandt andet støtter utilpassede unge.

Noget jeg har lagt mærke til efter mine første dage på skolen er, at der skal være så lidt som muligt, der kan ødelægges eller stjæles. Skolen er en stor gul bygning med lange stengange og trapper. Kun i klasseværelserne er der små ting og sager, der er lette at putte i lommen, men lokalerne bliver låst af i hvert frikvarter.

Klasseværelset er småt – alt for småt til 16 borde og stole. Antallet af borde og stole er dog ikke lig med antallet af elever… Faktisk var der kun 8 drenge i klassen på min første skoledag, men i løbet af dagen kom der dryssende en 4-5 stykker mere. Vi er to volontører; mig og en 23årig hollandsk pige. Hun virker rigtig sød, så vi skal nok få det sjovt sammen.

Efter frikvarteret hvor drengene kommer spejlblanke ind i klassen grundet en fodboldkamp i gården i 30graders varme, spreder der sig en umiskendelig dunst i lokalet… Grundet det lille klasseværelse og den elendige udluftning, falder koncentrationsevnen meget hurtigt i løbet af de få timer, drengene er i skole. Det er en kort skoledag sammenlignet med danske folkeskoleelever. Drengene her går i skole fra klokken 9 til omkring 13. Inden for disse timer har de 30 minutters frikvarter og spiser middagsmad fra klokken 12:30.

Under måltidet - som skolens køkkendamer har kokkereret - skal lærerne og volontørerne sørge for, at drengene ikke kommer op og slås, tager hinandens mad osv. Jeg sad i mine egne tanker, og betragtede drengene, der spiste, som om de ikke havde spist i flere døgn. Jeg tænkte vist lidt på, hvor mange steder alle de hænder havde været inden de rørte maden… Jeg tænkte på hændernes greb om farveblyanter, viskelædere, andres håndtryk, fodbolden, hånden der tørrer sveden af panden efter kampen………………….…. Den 14årige Andrew fra min klasse rev mig ud af mine tanker med spørgsmålet; ”You wanna taste”? Først blev jeg helt perpleks, for egentlig var jeg vildt sulten, men på den anden side skulle der 10 vilde heste til, at jeg rørte den risblanding… Glimtet i hans øjne og smilet på hans læber afslørede, at han havde læst mine tanker…

En af de vigtigste ting Tony fortalte os, inden vi mødte drengene var; “don’t mother the kids”. Vi er ikke kommet til skolen for at opføre os, som den irettesættende, strenge mor, som nogle af drengene er flygtet fra… Vi er her for at tilbyde dem et uforglemmeligt venskab. At være en ven de kan stole på, én der vil lytte og én som holder af dem, lige meget hvor mange åndsvage ting og sager, de finder på... Tony fortalte os også, at læren nogle gange slår sine elever. Dette må vi ikke se som værende vold – men disciplin… For i Sydafrika opdrager man børnene til at overleve…

”That’s the way we raise our kids – by slapping them!” (citat Tony Sickle)

Heldigvis er det ikke den måde min lærer, Alma, opdrager sine elever på. Hun forsøger, at blive deres ven, hvilket jeg synes, at hun har klaret ganske godt! Det er tydeligt at se, at drengene har en eller anden form for respekt for hende – selvom nogle sover i hendes timer og andre sidder med fødderne solidt plantet på bordpladen…

Mange af drengenes baggrunde er frygtelige – ikke noget nogle børn i hele verden burde være ofre for… Men af en eller anden grund sker det alligevel, og det er umuligt at forhindre…

En af drengene fra min klasse fik som fireårig hældt syrer i munden af sin mor, fordi hun var sur på ham. I dag har han ikke nogen læber, og flere læger har med lidt held gjort det muligt for ham at indtage føde. Ud over hans meget specielle ansigt, har han store ar på hals og bryst efter syren, der har ødelagt hans hud.

Jeg blev meget chokeret, da Alma fortalte mig, at vi har en morder i klassen. Baggrunden fik jeg ikke, men det at han har slået et andet menneske ihjel, siger lidt om kampen for overlevelse på gaden…

”Kampen for overlevelse” – jeg kommer til at læse mine egne ord… Jeg har meget svært ved at sætte mig ind i drengenes liv og hverdag. Dette fordi det ligger så ubegribelig langt fra min egen barndom og opvækst…

Jeg kommer til at tænke på en oplevelse, jeg havde for et par dage siden:

Alma stod ved tavlen og var ved at skrive månederne op i rækkefølge. Jeg kunne mærke en let pusten i min nakke, og vendte mig om. Andrew rakte sine hænder frem – en ud af de ti fingre havde én meget lang negl. Jeg vrængede af ham, som en hentydning til, at det var en smule ulækkert med sådan én lang negl. Han fniste, og jeg vendte mig rundt for at følge med i Almas undervisning, hvor hun nu var ved at skrive ”the four seasons” op. Andrew skubbede til mine ben under bordet, og idet jeg vendte mig, så jeg, hvordan han tog sin finger med den lange negl og satte den ned i den lille hulning, man har i midten af halsen, hvor kravebenet støder til. Jeg rynkede panden, hvorefter han demonstrerede, hvordan den også kunne bruges til at prikke én i øjet. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at han vil bruge den negl i visse situationer.

Alma fortalte mig, at den værste skoledag er mandag, hvor drengene kommer efter weekenden. Det betyder, at de har haft tid til at være på gaden, og dermed haft muligheden for at ryge marihuana, sniffe lim og drikke sig fra sans og samling.

Vi har fri i dag – mandag – fordi lærerne er til møde, så jeg er lidt spændt på, hvordan tirsdag kommer til at gå, når eleverne har haft hele tre dage fri?!